Beskrivelse
Samlingen af kroatisk lovgivning omfatter retsakter offentliggjort i Republikken Kroatiens lovtidende, Narodne
novine, og retsakter vedtaget inden Kroatiens selvstændighed, som er offentliggjort i de foregående staters
lovtidender, som gjaldt indtil 2007, hvor man begyndte at digitalisere teksterne. Samlingen indeholder andre
retsakter og politiske dokumenter, f.eks. resolutioner og erklæringer fra det kroatiske parlament, nationale
strategier, årlige statsbudgetter, rapporter fra offentlige myndigheder og deres vedtægter, hvis de er
offentliggjort i statstidende, Narodne novine.
Samlingen vedligeholdes af det centrale statslige kontor for udvikling af det digitale samfund som en del af
Republikken Kroatiens centrale katalog over officiel dokumentation http://www.digured.hr/.
Den lovgivning, der er tilgængelig online, er udelukkende til orientering. Kun retsakter offentliggjort i den trykte
udgave af statstidende, Narodne novine, har retsvirkning.
Retskilder i Republikken Kroatien
- Forfatningen (Ustav) er den retsakt, der har højest juridisk status.
- Internationale aftaler – i henhold til forfatningen, lovgivningen og de folkeretlige regler er
Republikken Kroatiens præsident og præsidenten for Republikken Kroatiens regering ansvarlige for at indgå
internationale aftaler, afhængigt af aftalens karakter og indhold. Internationale aftaler, der er indgået i
overensstemmelse med forfatningen, ratificeret af det kroatiske parlament og derefter offentliggjort, udgør en
integrerende del af landets retsorden og har højere juridisk værdi end lovgivningen.
- Love (zakoni) er generelle retsakter vedtaget af det kroatiske parlament efter den procedure,
der er fastsat i forfatningen. Inden de træder i kraft, skal de offentliggøres i statstidende, Narodne
novine. De træder normalt i kraft på ottendedagen efter offentliggørelsen.
- Bekendtgørelser (podzakonski akti) er retsakter vedtaget af offentlige myndigheder. Med hensyn
til juridisk status kommer de efter forfatningen og lovgivningen. De er vedtaget i medfør af en særlig
tilladelse, der indgår i den højere retsnorm, eller ved anvendelse af de principper, der er fastsat i den højere
norm. Bekendtgørelser omfatter regeringsdekreter og ministerielle bestemmelser, afgørelser og kendelser.
- Forfatningsdomstolens afgørelser om lovgivningens overensstemmelse med forfatningen og andre retsakters
overensstemmelse med forfatningen og lovgivningen.