Om den nationale database

Logo for det franske lovgivningswebsite

Beskrivelse

Légifrance er den franske lovgivningsportal. Den hører under regeringens generalsekretariat og forvaltes af direktionen for juridisk og administrativ information.

Légifrance giver adgang til:

  • fransk ret (forfatningen, lovsamlinger, love og administrative tekster offentliggjort i det franske lovtidende (Journal officiel de la République française), kollektive overenskomster og ministeriernes officielle meddelelser
  • forfatningsmæssig, administrativ og retslig retspraksis
  • EU-retten (traktaterne, afledt ret offentliggjort i EU-Tidende, gennemførelse i national ret af direktiver og retspraksis)
  • international ret (traktater og retspraksis).

Du har adgang til alle tekster, der offentliggjort i det franske lovtidende siden 1990. For retsakter, der er offentliggjort mellem 1947 og 1989, findes der kun referencer og faksimileudgaver.

Du kan søge i de forskellige lovdatabaser ved hjælp af søgeformularer, som er tilpasset de forskellige dokumenttyper og brugerbehov (standardsøgning, ekspertsøgning og tematisk søgning).

Retsakter

Love (lois)

En lov er en generel retsregel, der er bindende for alle. Den vedtages af Parlamentet (Nationalforsamlingen og Senatet), underskrives af Frankrigs præsident og offentliggøres i det franske lovtidende.

Forordninger (ordonnances)

Ved hjælp af forordninger kan regeringen træffe lovgivningstiltag af begrænset varighed for at gennemføre sin politik.

Forordninger skal være bemyndigede af Parlamentet. De bruges kun undtagelsesvist. De vedtages af regeringen og undertegnes af præsidenten. Forordninger skal fremlægges for Parlamentet med henblik på ratificering og indgår derefter i lovgivningen.

Dekreter (décrets)

Dekreter er generelle eller individuelle retsakter (f.eks. en udnævnelse), der udstedes af den udøvende myndighed (præsidenten og premierministeren).

Man skelner mellem selvstændige dekreter, som udstedes af premierministeren inden for forfatningens rammer og på de områder, der ikke indgår i præsidentens beføjelser, og gennemførelsesdekreter, der også udstedes af premierministeren, og som præciserer, hvordan en lov skal anvendes.

Afgørelser (arrêtés

Premierministeren kan bemyndige ministre, præfekter og borgmestre til at udstede anvendelsesbestemmelser for love på deres respektive kompetenceområder. Man taler om ministerielle, interministerielle, præfektorale og kommunale afgørelser. 

Beslutninger (décisions)

Beslutninger er forvaltningsretsakter udstedt af uafhængige administrative myndigheder såsom databeskyttelsesmyndigheden ("la Commission nationale de l'informatique et des libertés") og post- og telemyndigheden ("l’Autorité de régulation des communications électroniques et des postes").

Forhandlingsreferater (délibérations)

Med forhandlingsreferater menes beslutninger, som et offentligt organ træffer efter at have undersøgt og drøftet sagen. Légifrance give adgang til uafhængige administrative myndigheders forhandlingsreferater.

Cirkulærer (circulaires) og vejledninger (instructions)

Disse akter har ingen retsvirkning. Der er udelukkende tale om instrukser til administrative myndigheder, særligt ministerier, om anvendelsen af love og dekreter og præcisering af visse bestemmelser. Kun de vigtigste af dem offentliggøres i det franske lovtidende.

Konsekvensanalyser (études d’impact) og rapporter (rapports

Det drejer sig om forberedende dokumenter udarbejdet af forskellige ministerier til premierministeren eller Frankrigs præsident.

Konsekvensanalyser skal være vedlagt lovforslag og offentliggøres samtidig med dem (ifølge artikel 39 i forfatningen og gennemførelsesloven af 15. april 2009).

Rapporter ledsager de dekreter og forordninger, der skal godkendes af premierministeren og præsidenten.

Udtalelser (avis)

Udtalelser udgives i forbindelse med høring af en person eller et organ. Légifrance giver adgang til udtalelser afgivet af ministerier (f.eks. om forlængelse af kollektive overenskomster) og uafhængige administrative myndigheder.

Lovdekreter (décrets-lois)

Lovdekreter er retsakter, som regeringen med bemyndigelse fra Parlamentet vedtog i perioden 1924-1958 med henblik på ændring eller ophævelse af lovbestemmelser. De blev erstattet af forordninger i 1958.